Infektion og co-infektioner.

Den primære infektion ved Borreliose s. Lyme Disease er infektion med bakterien Borrelia, som er en spirochæt dvs. en spirilformet (proptrækkerformet) gramnegativ bakterie. Der findes mange forskellige typer Borrelia.
I USA er hidtil kun påvist B.burgdorferi som årsag til Lyme Disease. I Europa er det hyppigst B.afzelii og B.garinii samt muligvis B.valaisiana, der forårsager Borreliose.

Co-infektioner dvs. infektioner, der kan blive overført sammen med Borrelia bakterien, kan være både virus og bakterier.
Den værste følgeinfektion er med TBE, tick borne encephalitis, dvs. en virus, der er overført med flåter, og som forårsager hjernebetændelse. Denne lidelse kan ikke behandles medikamentelt men kun forebygges med vaccination. Denne virus er mest udbredt på Bornholm, men har også bredt sig til Sjælland og vil formentlig med tiden brede sig til resten af landet.

Bakterielle følgeinfektioner kan være mange forskellige, og man kan også have flere infektioner samtidig.
Blandt følgeinfektionerne ser man Babesia, Anaplasma, Ehrlichia, Bartonella, Mycoplasma, Chlamydia og sikkert flere endnu, afhængig af, hvor i verden, man har pådraget sig infektionen.
Her i landet har vi set infektioner med Chlamydia pneumoniae, Mycoplasma pneumoniae og Ehrlichia. Der vil sandsynligvis være flere, hvis der blev undersøgt for dem.

Co-infektionerne bør diagnosticeres og behandles samtidig med den primære infektion med Borrelia, da de forøger morbiditeten ( sygeligheden) og forsinker helbredelsen.